Utroligt at så få mennesker kan finde ud af at lytte. Det virker på mig som om, at meget få mennesker rent faktisk LYTTER til, hvad andre siger til dem. Mange afbryder, når man endelig får en chance for at fortælle. Andre elsker at fortælle om dem selv, men glemmer den lille finte at vise interesse for andres historie. Og er man ikke selv typen, som presser på for at få lov at blive hørt, så ender det med, at man brænder inde med noget, som man ellers gerne ville have fortalt.Er det virkelig så svært at lytte til et andet menneske? Nu har jeg i flere dage været ude for at blive afbrudt når jeg var midt i at fortælle noget. En enkelt gang opgav jeg simpelthen at få mit argument med i snakken.
Nogle signalerer med deres kropssprog eller ansigtsmimik, at det, man er igang med at fortælle, åbenbart er dødkedeligt. Alle kæmper om at snakke… der bliver afbrudt, og der bliver ikke levnet plads til os, som rent faktisk kan finde ud af at vise respekt. Os, der lytter og ikke snakker, før der er plads til at snakke. Problemet med dét er bare, at man tit bliver overrumplet af en anden, når der endelig er en åbning. Bare fordi man ikke selv presser på og overrumpler andre, så betyder det ikke, at man ikke har noget, man gerne vil fortælle.
Come on!!!!!! Vis dog respekt for andre!!! Prøv at lytte til dig selv, når du snakker med en anden. Giver du plads til at den anden også får et ord indført? Prøv at tænke over din mimik og dit kropssprog, når du lytter til en anden. Viser du ligegyldighed, eller viser du interesse? Opnå øjenkontakt med den, der taler.
Hermed et lille opråb fra en, der er irriteret og træt af altid at være den, der lytter, men aldrig den, der bliver lyttet på.
Ih, hvor det lyder bekendt!!!
Jeg tror, det har noget at gøre med, at vi “mænd, der føler os feminine” udstråler en form for feminin passivitet, som gør, at “diskussionsmachoerne” mener, de kan tillade sig at tromle os.
Ganske som de tromler “rigtige” kvinder.
Skal vi høres, er vi også selv nødt til at hæve stemmen betydeligt og tale ind over den anden… – men ih… – hvor det føles unaturligt, i hvert fald for mig…
PS: Der findes også “macho-kvinder”, som tromler… – kvinder, som udlever deres maskulinitet.
Måske Leif. Men jeg tror ikke, at det er hele årsagen, for de er også slemme til at afbryde andre. De andre er nok bare ikke så følsomme som vi er på det punkt.
Jeg sidder også tit med samme fornemmelse af at blive tromlet, og det er i lige høj grad fra kvindelige som mandlige kolleger – og noget sjældnere – venner.
Og mange gange tænker jeg” det er sgu’ deres tab. De gik lige nu glip af en rigtig sød / sjov / interessant / oplysende historie” Ingen skår af mig – jeg kendte jo historien i forvejen, men mangel på respekt, dét er det.
Totalt enig Anja. Jeg bliver bare stadig stødt af den totale mangel på respekt. Det mindste, man så kan gøre, er efterfølgende at sige: “Undskyld… du var ved at sige noget?”. Så er det helt i orden at man bliver afbrudt. Vi kan jo alle komme til at afbryde. Men bare at køre videre, som om intet var hændt, det er respektløst. Han/hun kan ligeså godt sige til en: Jeg gider egentlig ikke høre på, hvad det var, du var ved at sige, for det lød kedeligt.