Min blog er ikke en modeblog. Jeg elsker tøj og mode, men jeg elsker det ikke nok til at jeg vil skrive en blog om det. Det er der andre, der kan gøre meget bedre end mig.

Min blog er heller ikke et mødested for transpersoner, d.v.s. transseksuelle, transvestitter og lign. Jeg klistrer ikke en etiket på mig selv, så derfor identificerer jeg mig ikke med transpersoner, ligesom jeg heller ikke har hverken brug for eller lyst til at være en del af det miljø. Jeg er en feminin mand, som identificerer sig med kvinder, ligesom der også findes maskuline kvinder der identificerer sig med mænd. En kvinde, der låner hendes kærestes jeans og jakke, er jo heller ikke defineret som hverken transseksuel eller transvestit. Det er jo bare et fashion statement. De definitioner er efter min mening et levn fra tidligere tider.

Mit Feminine Liv er derimod en ret personlig blog. Okay, “ret” er nok for blidt et ord i denne sammenhæng. Det er en MEGET personlig blog. Og som sådan indeholder den meget personlige tanker, oplevelser og følelser. Men balancen er svær, for selvom den er meget personlig, så vil jeg heller ikke have, at den direkte udstiller mig. Der er alligevel en grænse for, hvornår det bliver for meget. Eller er der? For i bund og grund har jeg den indstilling, at hvis en person ikke kan tåle det, jeg siger eller skriver, så er det personens eget problem. Ikke mit! Jeg ved, at jeg i bund og grund er et godt menneske, som vil andre kun det bedste. Hvis et menneske dømmer mig på basis af det, jeg siger eller skriver, så siger det vist mere om det menneske end om mig.

En blog skal opdateres, og en blog skal skrives af lyst og ikke af nød. En ikke-opdateret blog er lig med en død blog. Derfor har jeg besluttet mig for at droppe filteret og skrive det, jeg føler for og har lyst til. Så må du som læser selv sortere i det Måske kommer der bare et par linier om en eller anden nar i metroen. Måske et laaaaangt indlæg med 10 billeder på noget fedt tøj, jeg lige har set. Sortér i det, og tag det, du kan bruge og smid resten væk. Til gengæld bliver min blog et ufiltreret vindue mod en feminin verden levet af en feminin person i en maskulin krop.

Knus

Allan

Ligeså meget jeg hader vinteren, ligeså meget elsker jeg den også. Jeg hader den, fordi jeg er bare ikke bygget til kulde. Jeg vil have varme, sol og lange dage. Blomster, der springer ud og forårets smukke farver. Jeg vil have terrassedøren stående åben, så min hund kan løbe ind og ud som det passer hende, uden der bliver 12 grader i stuen.

MEN… jeg elsker også vinteren p.g.a. tøjet. Om vinteren er det støvletid, og jeg elsker altså støvler. Om sommeren går alt for mange rundt i klipklappere, og det er altså ikke specielt fikst. Til nød ballerinaer, selvom jeg hadede dem i starten. Jeg er vist ret nem at ændre smag på, for jeg hadede også wedges i lang tid. Dem er jeg også blødt lidt op overfor. Nå, men tilbage til vinteren… elsker støvler! Især knæhøje støvler, som alle går med i denne sæson. De kan give en fed effekt til et ellers ordinært vinteroutfit. For hvor tit ligner man en million, når det er minus 5 grader og snevejr udenfor?

En anden årsag til at jeg elsker vinteren er, at jeg føler mig lidt “beskyttet” indenunder vinterjakken. Jeg kan have feminint tøj og smykker på indenunder, uden at blive overstirret i toget. Omvendt… de stirrer sgu alligevel, for jakken er jo også en damejakke, og jeg har støvler på, så who cares

Jeg glæder mig til foråret!!!!!

Kender du det, at man virkelig studser over andre mennesker, og undrer sig over deres reaktionsmønster? F.eks. typen, der altid taler om sig selv… jeg kender sådan en person. Lad os kalde bare hende Susan. Susan stjæler ustandseligt samtaler ved at bryde ind og sige: “Jeg kender en, som…”. Eller: “Jeg var også engang ude for…”.

Jeg anser mig selv for at være en god lytter. Jeg lægger en ære i at lytte når en person fortæller. Alt andet er uhøfligt. Jeg bliver bare PISSED OFF når jeg bliver afbrudt i noget, jeg gerne vil fortælle. Især når det sker konsekvent af den samme person. Er det ikke almindelig høflig mere at lytte til andre mennesker? Og give plads og tid til at der bliver fortalt færdigt? Jeg har tit været ude for at begynde på at fortælle noget, hvorefter Susan kommer rendende, bryder ind og fortæller om noget lignende, hun har været ude for. Og så er min historie pludselig slut. Jeg er SÅ træt af det! Måske er jeg for flink. Måske skulle jeg holde mere fast på, og kræve at fortælle, min historie. Men der kommer det flinke ind igen.

Jeg er vist bare ikke født med rundsave på albuerne… nogle gange kunne jeg godt bruge dem.

Der er altså nogle tendenser i moden, som jeg ikke lige kan forliges med. Tendenser, som egentlig er ret meget fremme, og som, så vidt jeg kan bedømme, kun lige er begyndt. F.eks. prikkede strømper:

Det er lidt for mormor-agtigt efter min smag. Det minder for meget om mødrene i 80′erne eller skolekammeraternes storesøstre. Det er ikke lige min smag.

Men endnu værre… iturevne strømper:

Det er bare for 80′er punkeragtigt for mig. Hvordan kan det blive mode? Hvordan kan nogle synes, det ser godt ud? Måske er jeg bare ved at blive for gammel og tvær

En sidste kedelig tendens er… tadaaaa… skulderpuder og markerede skuldre:

Det var lige min lille mode-klagesang. Noget kan være smukt, noget kan være elegant, noget kan være frækt… men de to sidste er bare kiksede. De prikkede strømper kan man måske vænne sig til, når jeg lige får 80′er tankegangen ud af hovedet

For et år siden hadede jeg stirrende blikke. HADEDE dem. Jeg blev ked af det og sur. Den seneste tid har jeg opdaget, at jeg er meget tæt på at være ligeglad. Jeg lader mig slet ikke påvirke på samme måde mere. I lørdags tog jeg endda med 3 veninder i biografen i høje hæle! Det havde jeg ikke troet, at jeg turde. Men jeg var ligeglad om nogle ville stirre. Jeg troede, at jeg ville være vildt nervøs, og have øjne på hver en finger, men jeg var faktisk ligeglad.

Jeg kan endda SAVNE opmærksomheden. Da jeg lavede mit stakit for et par måneder siden havde jeg arbejdstøj på, ingen smykker og ingen makeup. Jeg opdagede, at jeg faktisk følte mig meget anonym, da jeg lige skulle ned og handle lidt ind om eftermiddagen.

Sjovt som man kan udvikle sig. Det var en utroligt befriende oplevelse og følelse. Jeg følte mig frigjort til at være den, jeg nu engang er, og ikke nøjes med at gå i tøj og sko, som ikke siger mig noget. Det svarer til at en drengepige tvinges til at gå i kjole. Det går aldrig godt.  Så jeg rånyder min frihed! Og til alle jer, som viser mig accept, og som lader mig være mig selv: TAK! En særlig tak til jer, der ikke kender mig personligt. Jeg synes sgu, I er seje at have den livsindstilling og syn på andre mennesker. Man regner jo lidt med at ens veninder og venner støtter en, men fremmede som viser accept… det betyder noget lidt andet.

I går var jeg i Forum og se Riverdance. En gammel drøm som endelig blev opfyldt. Jeg har elsket Riverdance siden jeg opdagede dem i 95-96. Fra den allerførste gang har det, som intet andet, kunnet give mig gåsehud! Smuk musik og smuk dans forenet i et fantastisk show. Sådan var det i starten i 1994, og sådan er det stadig, næsten 16 år senere.

Mange tror, at Riverdance er selve dansen. At de danser “Riverdance” ligesom man kan danse ballet. Det er ikke korrekt. Riverdance er selve showet, og showet består faktisk af flere forskellige danse i de forskellige numre. Irsk stepdans går igen i mange af numrene, men et nummer består udelukkende af flamengo dans og et andet er en danseudfordring mellem irsk stepdans og amerikansk stepdans.

Showet blev oprindeligt koreograferet af Jean Butler og Michael Flatley. Han forlod dog efter kun et par år Riverdance truppen, og dannede derefter sit eget show, Lord of the Dance, som også blev meget succesfuldt. Men det står stadig lidt i skyggen af Riverdance som en slags “kopi” af det originale. Michael Flatley blev afløst af den fantastiske Colin Dunne, som dannede par med Jean Butler i et par år i showet. De to står for mig som de ÆGTE Riverdance dansere.

Og så er der musikken. Fantastiske kompositioner med et internationalt islæt. Der er selvfølgelig en hovedvægt på det irske, men der indgå også både spanske, arabiske og amerikanske toner i showet, akkompagneret af dans fra samme kontinent. Musikken er skrevet af komponisten Bill Whelan. Violin og trommer er gennemgående, men harmonika, saxofon og mange andre instrumenter indgår også i smuk symfoni.

Showet i går var så kulminationen på, for mit vedkommende, 16 års fascination. At se det live er bare så meget bedre end at se det på ens tv. Det første, jeg lagde mærke til, var to mænd, der klatrede ca. 30 meter op af tynde rebstiger for at sidde bagved projektører på et tyndt, hængende stilads. Puha… jeg havde hellere stillet mig op på scenen og forsøgt at danse irsk stepdans fremfor at klatre derop. Lyset blev dæmpet, og showet startede, som sædvanlig, med nummeret “Reel Around the Sun”. Og de næste par timer strøg afsted. Pludselig var det hele ovre. Man sad fuldstændig mættet med ømme hænder af at klappe.

Hvis jeg endelig skal komme med lidt kritik, så blev jeg lidt skuffet af, at der var lidt playback med i musikken. Der var 4 personer i orkesteret, og de gjorde det fantastisk, men det var tydeligt, at visse instrumenter var på playback. F.eks. var der ingen bassist, på trods af en ret gennemgående bas. Men dem, der har set showet fra Radio City Music Hall i New York husker måske også det store, flotte orkester, der var til stede dér. De ville have fyldt en stor del af scenen i Forum blot med okesteret.

Apropos scenen… jeg blev også lidt overrasket over, hvor lille scenen i Forum egentlig var. Forums scene er egentlig en ret stor scene, men jeg begår nok den fejl at sammenligne igen med showet i Radio City Music Hall, som til sammenligning har en gigantisk scene. I Forum var der 20 dansere alt i alt, hvor der i Radio City Music Hall var 32, så der er selvfølgelig en forskel.

Men alt i alt var det en helt igennem fantastisk oplevelse. Det var umuligt at sidde stille, og ens hænder var godt ømme bagefter af at klappe. Desværre er dette deres sidste “farvel-turné”, så det er tvivlsomt om de kommer tilbage. Netop derfor ville jeg også gå igennem ild og vand for at se dem.

Nu er jeg for alvor ved at være træt af vinter. Korte dage, sne, frost, kulde og mørke… hvad er det, nogle kan lide ved vinteren? Hvad er der egentlig at lide ved det? Jo, hvis man har børn, så er der selvfølgelig fordele. Men hvad med os, der ikke har børn?

Jeg købte min første bil for nogle få måneder siden, og den står og skriger på at blive brugt. Det er bare ikke sjovt at køre ud, når det er:

1. mørkt
2. koldt
3. glat
4. endnu mere mørkt

Når jeg kommer hjem fra arbejde, er det bælgmørkt. Jeg glæder mig til det bliver lyst, når man kommer hjem. Så kan jeg tage i skoven med min hund Dina. Det har jeg faktisk aldrig kunnet, for før bilen havde jeg motorcykel. Og dén ville jeg ikke lige udsætte Dina for