Mit feminine liv

Da jeg startede min blog skrev jeg egentlig mest for min egen skyld. Det gør jeg i øvrigt stadig. Men efter lidt over 100 indlæg, og efter at jeg fornemmer at nogle faste læsere er kommet til, så får det mig til at tænke over, hvem min blog egentlig henvender sig til. Jeg ville gerne have, at min blog henvender sig til kvinder, for det er kvinder, jeg identificerer mig med. Men jeg er samtidig godt klar over, at meget af det, jeg skriver om, ikke appellerer bredt. Den appellerer nok i bund og grund mest til transvestitter og transseksuelle, og det er jeg egentlig ked af. Jeg identificerer mig ikke med hverken transvestitter eller transseksuelle… jeg identificerer mig med kvinder… vel vidende at de fleste nok vil sætte mig i en af de to førstnævnte båse.Der er også mange, der har spurgt, om jeg ikke har lyst til at snakke med nogle “ligesindede”… og med det menes der sikkert en forening. Det har jeg ikke brug for.

Her kommer min øresynderrivende dobbeltmoral ind i billedet. Jeg har ikke brug for at sidde i en rundkreds sammen med en masse fyre (som det jo biologisk set er), med parykker, kjoler og hvad-har-vi, som kalder sig diverse pigenavne, som prøver at sidde på en feminin måde og tale feminint. Jeg er godt klar over, at jeg er den sidste, der burde have det sådan… men jeg har alligevel et problem med det. Når jeg f.eks. ser en transvestit udtale sig i fjernsynet, så minder det mig om min egen situation. Om at jeg altid vil være en underlig sammenblanding af feminine og maskuline udtryk, og at jeg aldrig vil kunne blive den, jeg ville ønske, jeg kunne blive. Jeg får det rigtigt skidt af at se sådan noget i fjernsynet. Jeg bliver ked af at blive mindet om, at jeg faktisk selv ser sådan ud.

I min lille verden identificerer jeg mig med biologiske kvinder. Jeg føler mig som en kvinde indvendigt, men er klar over, at jeg ikke ser sådan ud udvendigt. Jeg har ikke brug for gang på gang at blive mindet om, at det indre ikke følger det ydre. Derfor lever jeg bedst i min egen lille forestilling om, at jeg ikke er sådan. Men derimod at jeg bare er en kvinde i en mandekrop, som har lært at leve livet til det fulde med alt hvad det indebærer af personlig frihed. I mit spejlbillede ønsker jeg at se en kvinde… ikke en mand, der ser ud som en kvinde. Jeg er i forvejen træt af at blive kigget på, som om jeg var en alien… jeg har ikke brug for at blive mindet om, HVORFOR folk kigger sådan på mig.

Derfor har jeg heller ikke lyst til at min blog skal blive et samlingssted for transvestitter. Jeg har ikke lyst til at blive opført på alle mulige lister over transblogs, for min blog er ikke tiltænkt en rolle som transblog, selvom den naturligt nok handler meget om netop det kønsoverskridende element. Samtidig vil jeg ikke lave om på min blog, fordi det er min blog, og den skal indeholde mine tanker og værdier. Det eneste, jeg kan og vil gøre, er at moderere kommentarerne. Det har jeg også gjort fra start af. Diverse selv-promoverende kommentarer bliver frasorteret. Kommentarer som f.eks. “jeg elsker at gå i kjole ned ad Strøget” og kommentarer, som har en mere seksuel karakter, bliver frasorteret med hård hånd. Min blog skal være et rart sted at opholde sig, så hvis man kun bruger den for at promovere sine egne trans-lyster, så kommer man ikke igennem med det. Der er andre blogs og websites, hvor man kan gøre det.

Selvom jeg er kommet meget langt, så kan jeg stadig bliver sur (og nogle gange rasende) på folks reaktion. I dag var jeg lige et smut i Elgiganten. Jeg så således ud:

Totalt afslappet… det er jo ferie. På et tidspunkt går jeg forbi en ekspedient (!), og jeg kan høre, at han i det samme fniser. Det gør mig lidt knotten, for hvordan kan han fnise af en kunde? Udover at det generelt er ret ufint at fnise, pege og grine ad andre, så må man da forvente at en ekspedient i en butik besinder sig når han er på jobbet? Jeg mener ikke, jeg så decideret outreret ud. Ja, jeg bar leggings… so what? Om man kan lide sådan som jeg så ud eller ej er irrelevant. JEG kan lide det, og det er ærlig talt det eneste vigtige, når det drejer sig om MIT tøj. Man kan tænke, hvad man vil. Men lad dog være med at grine åbenlyst.

Men dér, hvor jeg kan mærke en positiv udvikling er, at jeg ikke længere bliver ked af det. Jeg bliver sur, men ikke ked af det. Og det er en sejr!

Jeg tjekkede lige mit statistik-plugin. Der kan jeg se, hvad der søges efter for at finde mig:

“Fede transvestitter”? “Feminin boy”? Øh…??? Det der med “fede transvestitter” vælger jeg at tolke på den ikke-kropsfacon-agtige måde. Og jeg ved ikke lige med “feminin boy”… hvor mange søger efter “feminin boy” i søgemaskiner? Og højhælede støvler… jeg gætter på, der er rigtigt mange sider, bl.a. webshops, som må ligge langt højere i resultatlisten end min blog. Men det er da ret cool at det kan resultere i min blog. Og kønsskifte har jeg vist kun skrevet om en enkelt gang eller 2.

Jeg er stor modstander af faste definitioner når det kommer til mennesket. Det er som om, alle gerne skal sættes i bås… vi skal alle have etiketter på. Det kan nok også godt lade sig gøre på nogle områder. Men på andre områder, hvor det ellers synes oplagt, stritter jeg imod. F.eks. på kønsspørgsmålet. Jeg er ikke af den overbevisning, at der kun findes 2 køn, og at man er enten/eller. Eller at man enten er homo-, bi- eller heteroseksuel. Som jeg tidligere har skrevet, så synes jeg, at mennesket er alt for komplekst et væsen til at kunne indordne sig under så strenge rammer. Er man en mand, fordi man er født med “tap”? Hvad med dem, som ligner kvinder, føler sig som kvinder og lever som kvinder… men alligevel har en “tap”? Hvis man ikke kender til “tappens” eksistens, ville man tro, det var en kvinde, og spørger man en uvidende ville vedkommende med selvfølgelighed i stemmen sige, at der var tale om en kvinde.

Det er svært at definere noget så udflydende som kønnet i mange tilfælde er. HowStuffWorks have en spændende artikel omkring lige netop det emne. Artiklen kan opsummeres ved dette citat:

Because gender is a social construct, society can frown on those who break its rules. While boys who enjoy playing dress-up may be tolerated in their younger years, they are expected to grow out of it and become proper gentlemen.

Jeg ser det hver eneste dag. Jeg bryder selv de sociale “regler” i samfundet blot ved at være den, jeg er. Og det er ikke positivt modtaget af mange… indtil de lærer mig at kende. Så er det en helt anden sag. Men hvorfor skal man lære et andet menneske at kende, før man accepterer det menneske som det er?

Collage lavet af http://christinasbella-donna.blogspot.com

Jeg har altid elsket sommeren. Varme, sol og lange nætter! Samtidig har jeg altid hadet efteråret og vinteren. Det bliver koldt, man skal pakke sig ind i tøj og dagene bliver så korte, at det er mørkt når man tager hjemmefra om morgenen og det er mørkt, når man kommer hjem. Fedt!

Men jeg ser både fordele og ulemper ved årstiderne. Selvom det er skønt med sommer, så er det den mindst interessante årstid for mig rent tøjmæssigt. Simpelthen fordi jeg har ret få muligheder i forhold til vinter. Sommertøjet består typisk af lette sommerkjoler eller nedringede toppe og korte nederdele. Ingen af delene er noget, jeg går med. Efterår og vinter derimod har mange flere muligheder. Strik, bluser, tunikaer, leggings/jeans, jakker, tørklæder… så har jeg i det mindste noget at glæde mig til. Sidst, jeg var ude at shoppe, blev det kun til et par øreringe. Det er da for dårligt! I hver en butik er der MASSER af superfede ting, men alt sammen noget, jeg ikke kan gå med. Så på det punkt glæder jeg mig altså til lidt koldere vejr.

En anden ulempe ved sommeren er VARMEN! Jeg sover så utroligt dårligt i et 28 grader varmt soveværelse. Og min stakkels hund halser konstant.

Utroligt at så få mennesker kan finde ud af at lytte. Det virker på mig som om, at meget få mennesker rent faktisk LYTTER til, hvad andre siger til dem. Mange afbryder, når man endelig får en chance for at fortælle. Andre elsker at fortælle om dem selv, men glemmer den lille finte at vise interesse for andres historie. Og er man ikke selv typen, som presser på for at få lov at blive hørt, så ender det med, at man brænder inde med noget, som man ellers gerne ville have fortalt.Er det virkelig så svært at lytte til et andet menneske? Nu har jeg i flere dage været ude for at blive afbrudt når jeg var midt i at fortælle noget. En enkelt gang opgav jeg simpelthen at få mit argument med i snakken.

Nogle signalerer med deres kropssprog eller ansigtsmimik, at det, man er igang med at fortælle, åbenbart er dødkedeligt. Alle kæmper om at snakke… der bliver afbrudt, og der bliver ikke levnet plads til os, som rent faktisk kan finde ud af at vise respekt. Os, der lytter og ikke snakker, før der er plads til at snakke. Problemet med dét er bare, at man tit bliver overrumplet af en anden, når der endelig er en åbning. Bare fordi man ikke selv presser på og overrumpler andre, så betyder det ikke, at man ikke har noget, man gerne vil fortælle.

Come on!!!!!! Vis dog respekt for andre!!! Prøv at lytte til dig selv, når du snakker med en anden. Giver du plads til at den anden også får et ord indført? Prøv at tænke over din mimik og dit kropssprog, når du lytter til en anden. Viser du ligegyldighed, eller viser du interesse? Opnå øjenkontakt med den, der taler.

Hermed et lille opråb fra en, der er irriteret og træt af altid at være den, der lytter, men aldrig den, der bliver lyttet på.

Jeg har i lang tid tænkt på, at jeg godt kunne tænke mig en tatovering. Men jeg synes, det er en stor beslutning. Sådan en har det jo med at sidde fast på en. For en nogle år siden blev det jo moderne med en tatovering på lænden, så jeg tænkte, at jeg også ville have sådan en. Men jeg var meget usikker på motivet. Så usikker, at jeg aldrig kom videre med det. Og nu har jeg tabt lysten til en tatovering lige dér… de bliver jo kaldt “Amager nummerplade” overalt.

Men nu har jeg besluttet mig. Jeg vil have en tatovering på venstre håndled. Jeg er lidt usikker på detaljerne i motivet, men det overordnede skal på plads. Der skal stå “Carpe Diem”, og så skal der være et hjerte, hvor nederste spids af hjertet udgøres af et kvindetegn. Om Carpe Diem skal stå inde i hjertet eller et andet sted, har jeg ikke lagt mig fast på. Jeg regner med at tage ud til en tatovør og få nogle idéer derfra. Her er et forslag, lavet af en veninde, for jeg kan ikke selv finde ud af Photoshop

Det er i hvertfald den overordnede idé. Om det lige bliver sådan, det kommer til at se ud, ved jeg ikke, men det er ikke helt ved siden af.

Bloggen her kører på WordPress. Rigtigt fedt system, som både er brugervenligt og fuld af funktioner. Og egentlig er det jo synd ikke at benytte nogle af alle de funktioner, der er mulighed for. Det svarer jo til, at man køber en dyr bil med aircondition, cruisecontrol, automatisk dit-og-dat… og så i øvrigt kun bruger den til at køre ned til bageren søndag morgen.

Jeg vil lege lidt med mulighederne i den kommende tid. Så hvis udseendet af denne blog ændrer sig lidt, så er det altså kun mig, der leger

Jeg ved ikke, om jeg har læst for mange og for meget, men jeg synes, jeg er ved at være træt af at læse modeblogs. Det virker som om, alle alligevel kan lide det samme. Så er det en ugle-halskæde, som alle snakker om og bare MÅ have. Så er det en YSL ring, som alle taler om og viser billeder af. Og mange blogs har indgået aftaler med firmaer, hvilket i mine øjne gør dem partiske. Jeg har svært ved at tro, at en blog, som indgår en aftale med f.eks. et tøjmærke, ville kunne tale nedsættende om det mærkes produkter.

Der er dog stadig nogle enkelte blogs, som jeg fortsat vil følge med i. De har det til fælles, at de ikke kun handler om mode, men har en kant af en eller anden art:

• Trés Chic Clique. Skrives af Katrine Krøjby, en supersej pige på kun 19 år. Udover at hun er gudesmuk, så er hun først og fremmest supersej af en 19-årig at være.
• Fashionista514. Makeup artist fra Canada, som har en fantastisk burlesque stil a’la Dita von Teese.
• Love Maegan. Laver nogle fede do-it-yourself projekter.
• Come over to the dark side we have candy. Den længste titel på en blog, jeg har set Sej pige fra Holland, som har en fed (men ret sort) stil. Hun har en superfed skosmag!
• Fashionsnag. Skøn amerikaner med de skønneste outfit billeder. Og… de feeeeedeste sko!
• SidneyLise. Nok den sjoveste blog, man kan følge med i. To friske danske tøser med et skævt syn på stort set alting. Man keder sig aldrig i deres selskab.
• StineStregen. Dansk kvinde, der tegner de skønneste og sjoveste illustrationer.
• Min favorit over alle: Kandee the make-up artist. En fantastisk inspirerende amerikansk kvinde som, udover at skrive om makeup, inspirerer med sit syn på livet og kærlighed.

Og så følger jeg med i en lang række andre blogs, som har en mere emnemæssig karakter.

Men de almindelige se-det-tøj-jeg-har-på-i-dag-blogs bliver jeg træt af i længden. Der er for lidt kød på, når det kun drejer sig om tøj og om de blog events, de deltager i.

Her på bloggen skriver jeg selvfølgelig mest om mine feminine sider. Det er jo dét, der gør mig lidt anderledes. Hvis jeg kun havde maskuline sider, så var jeg jo… øh… normal. Men den seneste tid har jeg tænkt meget på mine maskuline sider, for det gik op for mig, at jeg egentlig er lidt flov over dem. Når jeg tager mig selv i at blive ivrig over noget typisk maskulint, så føler jeg, at det er forkert. Hvilket jo egentlig er noget pladder, for det indikerer jo at jeg prøver at indordne mig under en normalitet. At jeg SKAL føle feminint altid for at passe ind i mit eget billede. Men jeg gør jo netop en dyd ud af, at der ikke findes en normalitet, så hvorfor være flov?

Min maskuline side giver sig til udtryk bl.a. i interesser. Jeg elsker IT og gadgets i alle afskygninger. Teknik og videnskab. Spil og hifi. Egentlig alt, hvad der kræver strøm. Og på lige dét område føler jeg mig egentlig lidt unormal, for jeg identificerer mig med kvinder, og det er de færreste kvinder, jeg er stødt på, som deler den interesse. Men jeg skal vel også have lidt at tale med fyrene om

I øjeblikket sker der faktisk ret meget på gadget-fronten:

• Apple har lanceret iPhone 4. Jeg har i forvejen en iPhone 3GS, så jeg skal ikke have 4′eren. Men nice… dét er den sgu!
• Microsoft har annonceret Kinect til Xbox 360. Et system som involverer dig direkte i spillene ved at filme og scanne dine bevægelser.
• Nintendo kommer med 3DS… efterfølgeren til DSi. Håndholdt spillekonsol hvor øverste skærm er i 3D (uden briller).
• Google har annonceret Google TV. Den er jeg ret spændt på. Det er et mediecenter med meget mere.

Det er mine interesser… jeg vedkender dem… og jeg er ikke flov Så på den maskuline side elsker jeg teknologi, IT og gadgets. På den feminine side elsker jeg tøj, sko, smykker og makeup. Simpel har jeg aldrig været… til gengæld er jeg nem at snakke med