Der er altså nogle tendenser i moden, som jeg ikke lige kan forliges med. Tendenser, som egentlig er ret meget fremme, og som, så vidt jeg kan bedømme, kun lige er begyndt. F.eks. prikkede strømper:

Det er lidt for mormor-agtigt efter min smag. Det minder for meget om mødrene i 80′erne eller skolekammeraternes storesøstre. Det er ikke lige min smag.

Men endnu værre… iturevne strømper:

Det er bare for 80′er punkeragtigt for mig. Hvordan kan det blive mode? Hvordan kan nogle synes, det ser godt ud? Måske er jeg bare ved at blive for gammel og tvær

En sidste kedelig tendens er… tadaaaa… skulderpuder og markerede skuldre:

Det var lige min lille mode-klagesang. Noget kan være smukt, noget kan være elegant, noget kan være frækt… men de to sidste er bare kiksede. De prikkede strømper kan man måske vænne sig til, når jeg lige får 80′er tankegangen ud af hovedet

For et år siden hadede jeg stirrende blikke. HADEDE dem. Jeg blev ked af det og sur. Den seneste tid har jeg opdaget, at jeg er meget tæt på at være ligeglad. Jeg lader mig slet ikke påvirke på samme måde mere. I lørdags tog jeg endda med 3 veninder i biografen i høje hæle! Det havde jeg ikke troet, at jeg turde. Men jeg var ligeglad om nogle ville stirre. Jeg troede, at jeg ville være vildt nervøs, og have øjne på hver en finger, men jeg var faktisk ligeglad.

Jeg kan endda SAVNE opmærksomheden. Da jeg lavede mit stakit for et par måneder siden havde jeg arbejdstøj på, ingen smykker og ingen makeup. Jeg opdagede, at jeg faktisk følte mig meget anonym, da jeg lige skulle ned og handle lidt ind om eftermiddagen.

Sjovt som man kan udvikle sig. Det var en utroligt befriende oplevelse og følelse. Jeg følte mig frigjort til at være den, jeg nu engang er, og ikke nøjes med at gå i tøj og sko, som ikke siger mig noget. Det svarer til at en drengepige tvinges til at gå i kjole. Det går aldrig godt.  Så jeg rånyder min frihed! Og til alle jer, som viser mig accept, og som lader mig være mig selv: TAK! En særlig tak til jer, der ikke kender mig personligt. Jeg synes sgu, I er seje at have den livsindstilling og syn på andre mennesker. Man regner jo lidt med at ens veninder og venner støtter en, men fremmede som viser accept… det betyder noget lidt andet.

I går var jeg i Forum og se Riverdance. En gammel drøm som endelig blev opfyldt. Jeg har elsket Riverdance siden jeg opdagede dem i 95-96. Fra den allerførste gang har det, som intet andet, kunnet give mig gåsehud! Smuk musik og smuk dans forenet i et fantastisk show. Sådan var det i starten i 1994, og sådan er det stadig, næsten 16 år senere.

Mange tror, at Riverdance er selve dansen. At de danser “Riverdance” ligesom man kan danse ballet. Det er ikke korrekt. Riverdance er selve showet, og showet består faktisk af flere forskellige danse i de forskellige numre. Irsk stepdans går igen i mange af numrene, men et nummer består udelukkende af flamengo dans og et andet er en danseudfordring mellem irsk stepdans og amerikansk stepdans.

Showet blev oprindeligt koreograferet af Jean Butler og Michael Flatley. Han forlod dog efter kun et par år Riverdance truppen, og dannede derefter sit eget show, Lord of the Dance, som også blev meget succesfuldt. Men det står stadig lidt i skyggen af Riverdance som en slags “kopi” af det originale. Michael Flatley blev afløst af den fantastiske Colin Dunne, som dannede par med Jean Butler i et par år i showet. De to står for mig som de ÆGTE Riverdance dansere.

Og så er der musikken. Fantastiske kompositioner med et internationalt islæt. Der er selvfølgelig en hovedvægt på det irske, men der indgå også både spanske, arabiske og amerikanske toner i showet, akkompagneret af dans fra samme kontinent. Musikken er skrevet af komponisten Bill Whelan. Violin og trommer er gennemgående, men harmonika, saxofon og mange andre instrumenter indgår også i smuk symfoni.

Showet i går var så kulminationen på, for mit vedkommende, 16 års fascination. At se det live er bare så meget bedre end at se det på ens tv. Det første, jeg lagde mærke til, var to mænd, der klatrede ca. 30 meter op af tynde rebstiger for at sidde bagved projektører på et tyndt, hængende stilads. Puha… jeg havde hellere stillet mig op på scenen og forsøgt at danse irsk stepdans fremfor at klatre derop. Lyset blev dæmpet, og showet startede, som sædvanlig, med nummeret “Reel Around the Sun”. Og de næste par timer strøg afsted. Pludselig var det hele ovre. Man sad fuldstændig mættet med ømme hænder af at klappe.

Hvis jeg endelig skal komme med lidt kritik, så blev jeg lidt skuffet af, at der var lidt playback med i musikken. Der var 4 personer i orkesteret, og de gjorde det fantastisk, men det var tydeligt, at visse instrumenter var på playback. F.eks. var der ingen bassist, på trods af en ret gennemgående bas. Men dem, der har set showet fra Radio City Music Hall i New York husker måske også det store, flotte orkester, der var til stede dér. De ville have fyldt en stor del af scenen i Forum blot med okesteret.

Apropos scenen… jeg blev også lidt overrasket over, hvor lille scenen i Forum egentlig var. Forums scene er egentlig en ret stor scene, men jeg begår nok den fejl at sammenligne igen med showet i Radio City Music Hall, som til sammenligning har en gigantisk scene. I Forum var der 20 dansere alt i alt, hvor der i Radio City Music Hall var 32, så der er selvfølgelig en forskel.

Men alt i alt var det en helt igennem fantastisk oplevelse. Det var umuligt at sidde stille, og ens hænder var godt ømme bagefter af at klappe. Desværre er dette deres sidste “farvel-turné”, så det er tvivlsomt om de kommer tilbage. Netop derfor ville jeg også gå igennem ild og vand for at se dem.

Nu er jeg for alvor ved at være træt af vinter. Korte dage, sne, frost, kulde og mørke… hvad er det, nogle kan lide ved vinteren? Hvad er der egentlig at lide ved det? Jo, hvis man har børn, så er der selvfølgelig fordele. Men hvad med os, der ikke har børn?

Jeg købte min første bil for nogle få måneder siden, og den står og skriger på at blive brugt. Det er bare ikke sjovt at køre ud, når det er:

1. mørkt
2. koldt
3. glat
4. endnu mere mørkt

Når jeg kommer hjem fra arbejde, er det bælgmørkt. Jeg glæder mig til det bliver lyst, når man kommer hjem. Så kan jeg tage i skoven med min hund Dina. Det har jeg faktisk aldrig kunnet, for før bilen havde jeg motorcykel. Og dén ville jeg ikke lige udsætte Dina for

Jeg må snart bygge et walk-in closet bare til sko, for jeg har snart ikke plads. Jeg har lige været ude og købe støvler, og jeg kom hjem med 3 par!

Det er ikke så dyrt, som det lyder til, for de er alle 3 købt i Bilka. Bilka er god for mig at købe sko og støvler i, for dels har de ofte op til str. 42, dels kan jeg gå ind i et prøverum. Jeg ville have lidt svært ved at stå midt ude i et stort varehus og prøve højhælede støvler. Jeg synes, de alle 3 er fede, men jeg ved også godt, at Bilka ikke ligefrem er det fineste sted at købe sko i. Jeg ville da ELSKE at kunne gå ind i en fin skobutik og købe Christian Louboutin sko og støvler. MEN, det er bare ikke muligt, for i dén verden findes fødder altså ikke i en str. 42. Så jeg må nøjes med Bilka, Føtex og når jeg en sjælden gang støder på noget i str. 42 i en rigtig skobutik (og når jeg har mod til at spørge efter det).

En dejlig kollega har lige opfordret mig til at tage de nye støvler på til arbejde. Det har jeg ikke turde gøre endnu… men måske skulle jeg? De er jo i forvejen vant til at se mig i lidt af hvert, og er bedøvende ligeglade, så det er nok mest mit eget hoved, der holder mig tilbage. Kom så Allan… du kan godt!!!

Nå, til billederne:

Jeg fik købt jakke, kjole/bluse og jeans/leggings sidst, jeg var ude at shoppe, men jeg har ikke fået taget billeder af det endnu. Og i morgen skal jeg også ud at shoppe Ja ja, jeg elsker at shoppe!

Uh… det er da bare det skønneste armbånd, jeg nogensinde har set! Det er jo garanteret vildt dyrt, når det er fra Chanel, men jeg er bange for, at jeg må have det, hvis jeg nogensinde finder det. Så må jeg leve af rugbrød noget tid

På Playstation 3 er der noget, der hedder Playstation Home. Det er en online verden, hvor man vælger en figur (avatar) som man så styrer og agerer med i denne verden. Jeg identificerer mig jo med kvinder, så derfor er det naturligt for mig at være kvinde i denne verden.

Når man nu har muligheden, så har jeg valgt en rigtig smuk pige med langt lyst hår, flot timeglasfigur, stram asymmetrisk top og stramme lavtaljede jeans. Jep, hun er flot. Og det synes fyrene åbenbart også, der sidder bag deres fjernsyn og Playstation konsoller. Jeg har aldrig fået så mange venneanmodninger, beskeder og flirts som med denne figur. Og så er det, jeg tænker: Hvor er mænd dog nemme! De aner ikke, hvem der er bag denne figur, og det er kun en figur. Men de forudsætter, at man ser ligesådan ud i virkeligheden. De vil meget gerne i kontakt med en, fordi man har en attraktiv figur.

Er det uærligt af mig? Ja, det er det måske, men omvendt er jeg ærlig overfor mig selv. Jeg identificerer mig langt mere med denne figur end med en mandlig. Og hvor mange er i forvejen ærlige derinde? Jeg har endnu ikke set én eneste overvægtig figur, selvom det også er en mulighed. Alle ser derimod påfaldende perfekte ud.

Mænd er sgu nemme. Langt lyst hår og flotte former, så kan man få dem til hvadsomhelst

Så blev det nytår. Et år er overstået, og vi står i dørtærsklen til et nyt år. Og så er det jo tid til at gøre status for året, der gik.

2009 var et år med både vilde opture og nedture. Det var det første år uden min far. Ham savner jeg meget. Det var også året, hvor min arbejdsplads gik konkurs. Det betød ingen løn i flere måneder og en masse papirarbejde med fagforeningen og Lønmodtagernes Garantifond. Det var forventet, for firmaet havde dårlig økonomi fra før jeg startede. Det er ikke fedt at arbejde et sted, hvor der ikke er råd til rengøring!!! MEN… jeg fik efter kun 14 dages ledighed et arbejde et skønt sted med skønne kolleger, så noget godt kom der da ud af konkursen.

2009 blev også året, hvor jeg gennemgik en vild personlig udvikling. Udviklingen har været undervejs i mange år, men den har aldrig haft så meget fart på som i det forgangne år. Udviklingen deler sig i to:

1. Større fokus på at leve livet i nu’et
2. Større mod til at være feminin

De to ting hænger meget tæt sammen. 1′eren hjælper med at give mig mod til 2′eren, og jeg lever livet ved at være feminin. Jeg er blevet langt mere ligeglad med stirrende blikke, og er blevet mere hårdkogt i betragtningen, at folk må tage mig som jeg er eller lade være. For et par dage siden fortalte en veninde mig om en kollega, som døde i julen kun 42 år gammel. Hun var en lille nips, som var fysisk aktiv, og mor til en lille dreng på 2 år. Hun døde af et hjerteanfald. Den slags historier gør altid et stort indtryk på mig, fordi jeg bliver mindet om, hvor skrøbeligt livet er, og at det kunne ske for en selv. Som lyn fra en klar himmel.

Det, der giver mig lykke og livskvalitet, er at kunne være feminin i påklædning og udtryksform. Så derfor finder jeg mod i at være feminin ved blive påmindet om livets skrøbelighed. For når jeg ikke ved, hvor langt mit liv vil være, så vil jeg nyde livet sålænge det varer, og det nyder jeg bedst feminint. 2009 har påvirket mig meget på den front.

2009 blev også året, hvor jeg solgte min motorcykel og købte min første bil. Og det er en beslutning, jeg har frydet mig over lige siden. Jeg blev så træt af at skulle bruge 20 minutter på at tage tøj og udstyr på bare for at køre en lille tur. Og enten var det for koldt, for varmt eller for vådt.

Hvordan bliver 2010 så? Tja, det kan jeg jo først udtale mig om om præcist ét år. Jeg håber, det bliver mere stabilt arbejdsmæssigt end 2009. Og jeg håber, at udviklingen i mod og livskvalitet vil fortsætte med uformindsket styrke. Mit nytårsforsæt er at leve livet hvert minut som om det var mit sidste.

Rigtig godt nytår til dig kære læser. Jeg værdsætter rigtigt meget at du læser med. Jeg planlægger at være mere aktiv på bloggen, for efterhånden som jeg får flere kommentarer, så bliver det også sjovere at skrive om min halvskøre dagligdag

Husk at leve livet mens du har det!

Det er egentlig ikke fra i dag men fra i mandags. Jeg havde travlt med at male hos en veninde i går, så shopperapporten måtte vente til i dag Jeg var denne gang ude at shoppe med Majbritt. Det var første gang, vi shoppede sammen, men det kunne ikke mærkes! Jeg havde egentlig aldrig rigtigt talt med Majbritt om den mere feminine side af mig, så derfor blev jeg vildt glad da hun spurgte, om jeg ville med. Det skal jeg jo ikke spørges om 2 gange.

Udbyttet blev en fed dunjakke til den rørende pris af 150 kr. på tilbud. Derudover en fed kjole/bluse i sort, som fås i flere andre farver, og et par jeans/leggings. Må jo hellere supplere med lidt billeder:

Jeg eeeeelsker at shoppe, og jeg skal selvfølgelig også ud til januarudsalg. Nogle, der ved med? Hvis I altså kan følge med

Jeg var med et par veninder i Malmø i går for at se Eddie Izzard. Et helt igennem gigantisk, fantastisk, imponerende, gennemført og fantastisk show. Fik jeg sagt, at det var fantastisk?? Til trods for at han har et show hver eneste aften i forskellige byer, så var han oplagt og havde tilskuerne i sin hule hånd fra det øjeblik, han gik på scenen. Vi blev noget overrasket, da vi fandt frem til vores pladser. Det var på 2. række næsten midtfor!!! For lige at illustrere afstanden til scenen:

Jeg regnede med, at vi nok skulle sidde så langt væk, at man lige kunne ane en tændstikmand nede på scenen. Her kunne man se alle hans ansigtsudtryk og hans gennemførte mimik. Hans stil har han beholdt. Der er stadig referencer til “Mrs. Badcrumble”, “Covered in bees” og andre ting, som går igen i flere af hans shows.

2. række til et show med ens suveræne yndlingskomiker med to nære veninder… det bliver ikke bedre! Jo, hvis det bare havde været lidt varmere udenfor.