Om mig

Hvis samfundet er inddelt i standardkasser… hvor hører jeg så hjemme? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv, siden jeg var en helt lille dreng. For når man ikke føler, man passer ind i samfundets standardkasser, hvor passer man så ind henne?

Jeg har altid følt, jeg var lidt anderledes end de fleste andre. I skolen gik drengene op i fodbold og, lidt senere, knallerter. Frikvartererne gik med at sparke til en bold. Jeg havde mere lyst til at sludre med pigerne, men når man er et barn, har man ikke mod til at skille sig ud fra mængden, så jeg fulgte med. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad der var i vejen med mig. Jeg følte det som om, jeg ikke rigtigt hørte hjemme hos hverken pigerne eller drengene. Jeg var et slags intetkøn. Men fordi jeg manglede mod, og samtidig var en god skuespiller, så skjulte jeg det for andre.

Som tiden gik, blev jeg mere og mere frustreret, efterhånden som jeg blev bevidst om, hvad der var årsag til de følelser. Det gik op for mig, at jeg var… feminin!!! Hver gang en af pigerne havde noget nyt tøj eller nogle nye smykker på, så blev jeg glødende misundelig. Og jeg ville hellere snakke om følelser og tøj end knallerter og fodbold. Så forstod jeg pludselig, hvorfor jeg følte, at jeg ikke hørte hjemme nogle steder. For i hvilken kasse placerer man en feminin mand?

Samfundet ynder at putte etiketter på alting. Man er enten homo-, bi- eller heteroseksuel. Man kan være transvestit, transseksuel, sort, hvid, mand, kvinde, punker, skater. Men er mennesket virkelig så enkelt opbygget, at hvert menneske kan passe ind i en sådan standardboks? En kvinde, der anser sig selv for heteroseksuel… har hun ikke også maskuline egenskaber? Og kunne det ikke tænkes, at hun en dag møder en kvinde, som hun svinger så godt med, at hun ville kunne udvikle følelser for hende? Jeg er af den overbevisning, at mennesket er så indviklet og så vidunderligt komplekst, at man ikke kan putte mennesker i standardkasser. Mennesket bevæger sig mere flydende mellem de forskellige definitioner. Man kan være tiltrukket af en mand den ene dag og en kvinde den anden dag, uden det gør en til det, som defineres som biseksuel. Og man kan dyrke sin feminine side den ene dag og sin maskuline side den anden dag, uden at man passer ind i definitionen transseksuel.

Jeg har flere måder, som jeg anskueliggør min kønsidentitet på. Den, jeg bruger mest, går ud på at jeg står på en hængebro midt mellem to kløfter. På den ene kløft står mændene, på den anden står kvinderne. Jeg står på broen midt i mellem, og hører ikke rigtigt til nogle af stederne. Fysisk hører jeg til på den mandlige side, mens jeg for en stor dels vedkommende hører mentalt til på den kvindelige side. Og jeg ville forfærdeligt gerne over på den kvindelige kløft, men kroppen afholder mig fra det. Så det eneste, jeg kan gøre, er at blive på broen og nærme mig så meget, jeg nu kan.

Med et liv som mit følger også en række konsekvenser. Man bliver stirret på, peget på, hvisket ad og kaldt forskellige ting. På min fødselsdag sidste år var jeg ude at spise med et par veninder. Ved et bord tæt ved dessertbordet sad ca. 10-15 piger i teenagealderen. Da de så mig råbte de i kor “iiiiiiiiiiyyyyyyuuuuuuu”. Andre gange stirrer folk hæmningslyst på mig. En ung pige fik øje på mig en dag på strøget. Hun vendte sig til sin far, hviskede noget til ham og få sekunder efter vendte han sig om og kiggede på mig. Det er i orden at kigge… det er ikke i orden at stirre.

Hvad er det så, der får folk til at stirre? Jeg tror, det skyldes, at jeg er en underlig sammenblanding af maskuline og feminine udtryk. Mit kropssprog og min kropsholdning er typisk maskulin. Mine interesser bevæger sig fra de mere maskuline som f.eks. IT og teknik til de mere feminine som makeup og mode. Jeg har kort plysset hår, og er 187 cm. høj, men samtidig er alt mit tøj købt i dametøjsforretninger. Tøjet kan have en traditionelt feminin farve eller et feminint snit, f.eks. en lang tætsiddende cardigan i en lilla eller pink farve. Jeg går med smykker, let makeup og har lange negle, der typisk er lakeret i en klar neglelak. Folk forventer enten et rent maskulint udtryk eller et rent feminint udtryk. En sammenblanding som min har de fleste svært ved at gennemskue. Jeg er hverken det ene eller det andet… jeg er MIG!

Og hvad med jobs? Kan arbejdsmarkedet acceptere sådan en som mig? Jeg har valgt at være mig selv til de sidste 2 jobsamtaler, jeg har været til… og jeg fik begge jobs. Og det viste sig efterfølgende, at én af de ting, jeg blev valgt på var, at jeg var mig selv, og at jeg var afslappet. Og accepten har været der fra dag ét lige fra studentermedhjælperne til direktøren. Jeg er bevidst om, at ved møder, konferencer og den slags, så bør jeg nedtone mig selv lidt. Det ser jeg ikke som et problem.

En mere alvorlig konsekvens er, at jeg har svært ved at finde en kæreste. Kvinder vil gerne have mig som ven(inde), men jeg er urealistisk som kæreste. Det har jeg accepteret ligesom de øvrige konsekvenser. Og jeg forstår godt årsagen. For en feminin mand kan jo ses på som et paradoks. Hvis en kvinde tænder på mænd, så tænder hun vel på det maskuline. Dér har vi halvdelen af mig… men hvad med den anden halvdel, den feminine? Den frastøder hende måske ligefrem? Jeg hører tit argumentet: ”Jeg vil ikke have en kæreste, som jeg skal dele makeup med”.

Den slags må jeg leve med, for alternativet er langt værre. Alternativet er at gøre som i min tidlige ungdom: Undertrykke det feminine. Det vil være som at tvinge en feminin kvinde til at være en maskulin kvinde. Det strider imod enhver fiber i ens krop, og går imod den frihed, jeg synes enhver burde leve sit liv med. Så jeg finder mig i at blive stirret på, og finder egentlig også lidt trøst i ikke at være en af dem, der forsvinder i mængden. Jeg er stolt af at skille mig ud. Og dét er mit mantra, og det jeg prøver at udbrede til dem, der gider lytte: Skil jer ud! Lad være med at være blot en i mængden. Lev dit liv i den frihed, du er blevet født med, og vær dig selv. Og acceptér at du som menneske er et flydende individ, der bevæger dig imellem de etiketter, som samfundet ynder at putte på os.

Nu er jeg ved at nå mit 39. leveår, og med den tid følger også 39 års erfaring, tanker og følelser. Derfor synes jeg, at jeg har regnet mig selv ret godt ud, og kan placere mig det rigtige sted. Jeg er en feminin mand. Og selvom det også er en etiket, så er den tilpas vidtfavnende til, at der er plads til mig. Jeg passer ikke ind i de tidligere nævnte mere snævre definitioner, for jeg er hverken homo-, bi- eller heteroseksuel, og jeg er heller ikke transvestit eller transseksuel, hvis man følger de mere kliniske definitioner. Biologisk og fysisk er jeg en mand med en kvindes indre. Jeg er en feminin mand, som lever mit liv åbent og frit uden kassernes snævre vægge. Jeg har besluttet mig for at jeg vil leve mit liv fuldstændig som jeg har lyst til. Jeg vil ikke længere ligge under for samfundets stirrende blikke og fordomme. Jeg vil derimod nærme mig det liv og den verden, jeg har misundt hele mit liv: Den kvindelige verden.

Mit liv er gået med at være misundelig, og det vil jeg være til den dag, jeg dør. Misundelig på alle dem, der står på den kløft, jeg så gerne vil op på.