Jeg tjekkede lige mit statistik-plugin. Der kan jeg se, hvad der søges efter for at finde mig:

“Fede transvestitter”? “Feminin boy”? Øh…??? Det der med “fede transvestitter” vælger jeg at tolke på den ikke-kropsfacon-agtige måde. Og jeg ved ikke lige med “feminin boy”… hvor mange søger efter “feminin boy” i søgemaskiner? Og højhælede støvler… jeg gætter på, der er rigtigt mange sider, bl.a. webshops, som må ligge langt højere i resultatlisten end min blog. Men det er da ret cool at det kan resultere i min blog. Og kønsskifte har jeg vist kun skrevet om en enkelt gang eller 2.

Collage lavet af http://christinasbella-donna.blogspot.com

Jeg har altid elsket sommeren. Varme, sol og lange nætter! Samtidig har jeg altid hadet efteråret og vinteren. Det bliver koldt, man skal pakke sig ind i tøj og dagene bliver så korte, at det er mørkt når man tager hjemmefra om morgenen og det er mørkt, når man kommer hjem. Fedt!

Men jeg ser både fordele og ulemper ved årstiderne. Selvom det er skønt med sommer, så er det den mindst interessante årstid for mig rent tøjmæssigt. Simpelthen fordi jeg har ret få muligheder i forhold til vinter. Sommertøjet består typisk af lette sommerkjoler eller nedringede toppe og korte nederdele. Ingen af delene er noget, jeg går med. Efterår og vinter derimod har mange flere muligheder. Strik, bluser, tunikaer, leggings/jeans, jakker, tørklæder… så har jeg i det mindste noget at glæde mig til. Sidst, jeg var ude at shoppe, blev det kun til et par øreringe. Det er da for dårligt! I hver en butik er der MASSER af superfede ting, men alt sammen noget, jeg ikke kan gå med. Så på det punkt glæder jeg mig altså til lidt koldere vejr.

En anden ulempe ved sommeren er VARMEN! Jeg sover så utroligt dårligt i et 28 grader varmt soveværelse. Og min stakkels hund halser konstant.

Utroligt at så få mennesker kan finde ud af at lytte. Det virker på mig som om, at meget få mennesker rent faktisk LYTTER til, hvad andre siger til dem. Mange afbryder, når man endelig får en chance for at fortælle. Andre elsker at fortælle om dem selv, men glemmer den lille finte at vise interesse for andres historie. Og er man ikke selv typen, som presser på for at få lov at blive hørt, så ender det med, at man brænder inde med noget, som man ellers gerne ville have fortalt.Er det virkelig så svært at lytte til et andet menneske? Nu har jeg i flere dage været ude for at blive afbrudt når jeg var midt i at fortælle noget. En enkelt gang opgav jeg simpelthen at få mit argument med i snakken.

Nogle signalerer med deres kropssprog eller ansigtsmimik, at det, man er igang med at fortælle, åbenbart er dødkedeligt. Alle kæmper om at snakke… der bliver afbrudt, og der bliver ikke levnet plads til os, som rent faktisk kan finde ud af at vise respekt. Os, der lytter og ikke snakker, før der er plads til at snakke. Problemet med dét er bare, at man tit bliver overrumplet af en anden, når der endelig er en åbning. Bare fordi man ikke selv presser på og overrumpler andre, så betyder det ikke, at man ikke har noget, man gerne vil fortælle.

Come on!!!!!! Vis dog respekt for andre!!! Prøv at lytte til dig selv, når du snakker med en anden. Giver du plads til at den anden også får et ord indført? Prøv at tænke over din mimik og dit kropssprog, når du lytter til en anden. Viser du ligegyldighed, eller viser du interesse? Opnå øjenkontakt med den, der taler.

Hermed et lille opråb fra en, der er irriteret og træt af altid at være den, der lytter, men aldrig den, der bliver lyttet på.