Begrebet “mode” er for mig et meget flygtigt begreb. Og det kommer jeg til at tænke på, hver gang de såkaldte “mode-eksperter” udtaler sig på tv. For hvor er de dog kloge at høre på. Runway shows skulle vise, hvad det nye sort bliver i næste sæson eller til næste år. Men oftest tager jeg mig bare til hovedet og tænker: For HVEM er det her mode? Lad os tage et par eksempler:
Jeg har personligt aldrig set en mand sådan klædt på en dansk (eller udenlandsk for den sags skyld) strand (designer: Alexander McQueen)
Kan man forestille sig en kvinde komme gående ned ad strøget i dette outfit? Jeg kan ikke!
Alexander McQueens efterhånden kendte (og for modellerne frygtede) Armadillo sko.
Jeg forstår det bare ikke!
At det her overhovedet kommer på catwalken fatter jeg ikke. Ofte virker det som om, det bare gælder om at chokere og skabe omtale i stedet for rent faktisk at skabe en smuk stil. For mig er mode tøj og tilbehør, som appellerer til en bred del af befolkningen. Det er for mig selve definitionen på mode… at det er noget, der appellerer til mange. Det er nemt at skabe noget, som er outreret på en eller anden måde. Kunsten består jo netop i at skabe noget, som appellerer til mange. Det er jo nok heller ikke underligt, at det mest er up and coming designere, som skaber denne “mode”. Det er nok den mest effektive måde at få skabt sig selv et brand… at skabe noget outreret, som giver en masse opmærksomhed og omtale. Og så kalder man det mode… ak ja.
Ahhh… der findes ikke noget bedre end at shoppe sko og tøj med en veninde. Jeg kan i hvertfald ikke komme på noget bedre. Jeg forsøger hele tiden at presse grænsen for, hvor meget jeg tør. Øreringene bliver større og større. Bukserne bliver skinny. Skoene begynder at få hæle. Makeuppen bliver mere og mere tydelig. Det går langsomt, men samtidig er der mere fart på end nogensinde. I går var vi så i en lille skobutik i Nærum, som skulle have damesko i større størrelser. Man er jo lidt handicappet, når man render rundt på plader i en størrelse 42/43.
Butikken hedder Perfect Sko, og har damesko op til størrelse 45. Nu er problemet bare, at damesko i større størrelser oftest ligner noget, der er løgn. Vi taler her Bedstemor And sko! Og jeg er typen, der elsker Christian Louboutin, Marc Jacobs og Manolo Blahnik. Om så mit liv afhang af det, så ville jeg ikke blive set i Bedstemor And sko (en smule overdrivelse kan være benyttet). Men man må gå på kompromis, når Louboutin og co. ikke laver sko i min størrelse. Butikken har rigtigt mange sko i de større størrelser. Der er halvanden væg med damesko fra 42 til 45. Men min smag er nok lidt smal, så udvalget for mig var ikke så stort. Så resultatet blev et par ballerinaer:
De er vildt søde og vildt dejlige at gå i. MEN… også ret pebrede: 1.100 kr. Damesko i større størrelser er altid dyre. Men jeg vægter prisen op mod hvor meget jeg vil få dem brugt. Er mit mod til at gå i ballerinaer til dagligt? Eller er det kun, når jeg skal ud til venner? De er for dyre at have stående og ikke blive brugt. Så jeg tror, at jeg tager ud og returnerer dem på tirsdag. Måske… måske ikke. Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg er også mest til sko med hæl. Skoene på øverste billede var også i min størrelse, og dem havde jeg hellere givet 1.100 kr. for… selvom der nok ikke ville være så mange anledninger til at gå i dem. Argh… det er irriterende at have så svært ved at tage en beslutning!
Men jeg fik da noget med hjem, som jeg i hvertfald ikke skal bytte. To par leggings og to toppe fra Only
Jeg sad forleden dag og så UFC. UFC står for Ultimate Fighting Championship, og egentlig vidste jeg ikke helt, hvad det gik ud på. Jeg havde det på fornemmelsen… det var noget med en hård form for boksning. Det var egentlig alt hvad jeg vidste om det. Men jeg blev klogere! I ringen står to hårdtpumpede fyre med masser af tatoveringer og hvad der ligner mini-udgaver af boksehandsker. Når ringen lyder så går de løs på hinanden med en køn blanding af slag, spark og brydning alt imens de bliver mere og mere blodige. Blodet står bogstaveligt talt ud af næse og mund, imens de går løs må hinanden.
Måske er det bare mig… men er det underholdning?? Kan man sidde med popcorn i hånden og virkelig nyde at se to mennesker slå hinanden til blods? I forvejen anser jeg ikke ligefrem de kæmpende fyre for at være blandt jordens mest intelligente væsener. De virkede i hvertfald ikke sådan, når de blev interviewet.
Gad vide, hvad der skal til for at underholde mennesker om 20 år… 50 år… 100 år.
Argh… hvor jeg dog hader at være syg. Jeg havde glædet mig til en 3-dages arbejdsuge og derefter hele 4 dage fri. Men næææææ nej… en stor del af de dage skal bruges på sofaen i selskab med serier, jeg har set en billion gange før, et tæppe og en stor portion selvmedlidenhed. Vejret får skyld for mange ting, og jeg holder mig ikke tilbage: Det er garanteret vejret skyld. Hvorfor skal vi danskere straffes først med en laaaang kold vinter og derefter med en ikke-eksisterende forsommer? Ved fælles hjælp burde det kunne lade sig gøre at flytte landet længere sydpå. Vi er næsten 6 millioner mennesker… hvis vi nu alle sammen tager fat, mon så ikke det går? Jeg tænker nede på niveau med Portugal og Spanien?
Som barn og måske især som ung tilstræbte jeg altid det normale. Jeg forsøgte at se ud som alle andre, gå i samme tøj som alle andre, have den samme musiksmag og de samme interesser og i øvrigt føle og agere som alle andre. Inderst inde kunne jeg godt mærke, at der var noget galt, men det tillagde jeg ikke så megen værdi, for jeg vidste jo ikke bedre.
Det var jo bare ikke nemt, for man kan jo godt mærke, når man bevidst eller ubevidst ikke er som flertallet. Og det gør en frustreret. Jeg kan huske, at jeg tit følte mig meget akavet i forhold til klassekammeraterne, især i de ældre klasser, hvor jeg var mere bevidst om mig selv. Drengene spillede fodbold og rodede med deres knallerter. Begge dele sagde mig ingenting. Pigerne ville jeg rigtigt gerne snakke med, men det var også lukket land, for i den alder er det jo ikke normalt at en dreng interesserer sig for mange af de samme ting. Så jeg var fanget i ingenmandsland. Et land, som jeg vist stadig lever i.
Hvad er det så, der gør mig “unormal”? Udover det åbenlyse – det feminine, som denne blog handler om – så er jeg meget sensitiv. Jeg bliver let rørt, og dermed (desværre) også let såret. Jeg er meget socialt anlagt, og elsker at møde, og snakke med, nye mennesker. Men jeg har også brug for alene-tid… tid, hvor jeg er i en tryg verden. Tid hvor jeg kan dyrke mine interesser uden at skulle tage hensyn.
Som kronen på værket har jeg også fået den “ære” at døje med OCD. Det gav en masse problemer som barn og ung, og resulterede direkte i et nervesammenbrud som 21-årig. Det nervesammenbrud fjernede til gengæld ca. 98% af mine OCD-lidelser, så jeg i dag ikke mærker meget til det. Men det har helt klart mærket mig for livet. Og måske er det også direkte årsag til min sensitivitet?
Her i mine voksne år er jeg blevet klar over, at der ikke er noget, der hedder “normal”. Alle har et eller andet at døje med, hvadend det er fysisk eller psykisk. Det fysiske kan ofte ses, og er derfor tydeligst i gadebilledet, men det psykiske er usynligt. Derfor er det også mere tabubelagt. Og derfor går mange alene med psykiske lidelser af den ene eller anden art, uden at vide, at de langtfra er alene om det. Det gjorde jeg selv som barn. Jeg var verdens bedste skuespiller… jeg skjulte mine lidelser overfor alle. Det kom som et chok for mine forældre, da jeg brød sammen til sidst.
Min “mission” i livet er at forhindre, at andre skal igennem de samme ting som jeg har været igennem. At forsøge at inspirere andre til at leve livet, og til at acceptere sig selv som man er, og være glad for det. Jeg ville ønske, at der var en, der hev fat i mig som barn og gjorde mig det klart, at det er okay ikke at være som alle andre. At det vigtigste i livet er, at man har det godt med sig selv. For først derefter kan man få det godt med andre.
Så har du noget, du går og døjer med, så husk, at du ikke er alene. Der er næsten 7 milliarder mennesker i verden. Det skulle være MEGET mærkeligt, hvis du er den eneste med dit problem. Og fremfor alt: Vær ikke flov. Jeg har været flov det meste af mit liv, og det gjorde mit liv til et helvede. De seneste år er det meste af den flovhed forsvundet, og min livskvalitet er steget i samme takt. Se, dét er vejen frem! Vær glad og vær stolt over at være DIG!
Her til slut vil jeg anbefale alle at se nedenstående video. Den varer en time og 16 minutter, men det er SÅ godt givet ud. Randy Pausch har haft en uvurderlig betydning for min egen proces, selvom jeg først stiftede bekendtskab med ham for et par år siden. Det er en optagelse af hans foredrag “The Last Lecture”, som han holdt på hans arbejdsplads Carnegie Mellon University. Det er et utroligt varmt og livsbekræftende foredrag, som jeg kun kan anbefale at man afser tid til at se.
For et halvt års tid siden besluttede jeg mig for at jeg ville have længere/langt hår. I flere år har jeg haft meget kort hår… faktisk karseklippet hår, som jeg selv har klippet med maskine. Men efterhånden som jeg bliver mere og mere feminin i min fremtræden, så passer det efterhånden ret dårligt til resten af mig. Og nu, flere måneder efter, har jeg længere hår end jeg nogensinde har haft før. Ret sjovt faktisk. Jeg tager mig selv i at lege med håret… lave en mini-hestehale. Det er ikke langt nok til en rigtig hestehale, men med lidt god vilje kan jeg da samle hår nok til en lille bitte en
Problemet er bare, at håret har en længde, som får det til at ligne en fuglerede. Det er fuldstændig ustyrligt! Så jeg har rigtigt mange dårlige hår-dage i øjeblikket. Jeg glæder mig bare, til håret bliver så langt, at jeg får lidt flere muligheder. Til at jeg kan bruge hårklemmer og spænder.
Jeg har personligt aldrig set en mand sådan klædt på en dansk (eller udenlandsk for den sags skyld) strand (designer: Alexander McQueen)
Kan man forestille sig en kvinde komme gående ned ad strøget i dette outfit? Jeg kan ikke!
Jeg sad forleden dag og så UFC. UFC står for 
Nyeste kommentarer