Da jeg var ude at gå med min hund her til aften så jeg i rabatten en due, der lå helt stille. Først troede jeg at den var død… men ved nærmere eftersyn kunne jeg se, at den trak vejret. Jeg vidste bare med det samme, at jeg måtte gøre noget! Jeg havde Dina med, så jeg blev nødt til at forlade den for at gå hjem med hende, men jeg vendte tilbage med det samme og tog duen med hjem. Jeg lagde den i et foderhus, for hvis den skulle bruge natten på at komme sig, så ville den dér være i sikkerhed for områdets katte. Jeg lagde fuglefrø ud til den. Jeg klippede bunden af et bæger, fyldte det med vand og satte det ud til den. Og den fik da også drukket lidt.

Efter 20 minutter i foderhuset, og efter lidt krampe, døde den.

Jeg elsker dyr… det er nok ingen hemmelighed. Og jeg er MEGET blød hvad dyr angår. Det piner mig, når jeg ser et dyr, som tydeligvis lider, og jeg kan intet gør ved det. Det er umuligt for mig at aflive et dyr, uanset om det måtte være det helt rigtige at gøre i en given situation. Så jeg kan kun forsøge at beskytte, lindre og redde et dyr, hvis muligt. Og det forsøgte jeg her. Desværre kunne jeg ikke redde duen.

Der er sikkert nogle, der ryster på hovedet af mig. Især når jeg nu fortæller, at kl. 20.30, i mørke, stod jeg og gravede en grav til duen i min have. Den ligger nu i hjørnet af min have. Men ethvert dyr er et væsen fuldstændig ligesom du og jeg. Den var skræmt fra vid og sans, indtil den faldt til ro i foderhuset. Den er ikke en af “luftens rotter”, som jeg har hørt flere kalde duer. Den er et dyr, som har levet et liv, oplevet en masse ting og nu har fundet hvile i min have. Den er et dyr, som kiggede på mig med dens store, runde øjne, og som reagerede først med frygt men siden med ro. Og jeg overværede at den udåndede.

Selvom jeg er ked af, at det endte som det gjorde, så er jeg samtidig glad for at jeg i det mindste gjorde dens sidste tid mere fredfyldt end det ville have været, hvis den bare havde ligget i rabatten.