Min næste milepæl er nået: Jeg er begyndt at gå med høje hæle! Det har jeg, bogstaveligt talt, ventet det meste af mit liv på. Og det er IKKE en overdrivelse! Jeg har altid troet, at det ville jeg aldrig turde, for jeg var bange for de stirrende blikke. Men helt ærligt… de er der sgu alligevel, så jeg kan vel ligeså godt give dem noget ekstra at stirre på 
De første par gange har det været om natten kl. 3, hvor jeg var rimeligt sikker på, at jeg ikke ville møde nogle. Derefter et par gange om aftenen, hvor det var mørkt, og jeg skulle ud til en veninde. I dag har jeg været ude og kigge på lejlighed med en veninde (hendes lejlighed… jeg skal ikke flytte ), og vi var forbi et pizzaria imellem de to besøg. Både ejendomsmægler på den første lejlighed og ejeren på den anden (hun sælger privat) var kvinder, og det var nok lidt heldigt, for jeg ville have haft det meget akavet, hvis bare én af dem var en mand. Men det skal nok også gå over. Og jeg var ikke nervøs eller havde hedeslag af nerver, som jeg ellers havde i starten.
Det er så fedt at være fri!!!!
Det var disse støvler, jeg havde på:
De er tilpas diskrete her i overgangsfasen.
I morges på vej til arbejde kunne jeg sgu ikke lade være med at grine. Foran mig gik en ung fyr med bukserne langt nede på ballerne. Og ca. hvert 10-20 sekund måtte han hive dem op for ikke at tabe dem helt. I længere tid holdt han endda på dem i siden. Jeg har jo den indstilling, at man skal have det på, man har lyst til. MEN… derfor er der da alligevel noget, jeg ikke forstår… som f.eks. dette. Udover at jeg synes, det ser latterligt ud med bukserne nede om ballerne, så ser det da også latterligt ud at fyrene hele tiden må hive bukserne op for ikke at tabe dem. Det sjoveste var sgu, da jeg på Kgs. Nytorv engang så en ung fyr, der TABTE bukserne… fuck hvor jeg grinte 
Pigerne går ikke fri, for nu skal man rive strømpebukser itu. Det er smart, og giver et råt udtryk til et ellers feminint look. Siges det, for jeg synes bare, det ser usselt ud.
I bund og grund er jeg nok bare blevet gammel Jeg husker de iturevne strømpebukser fra 80′erne, og jeg synes egentlig, de bør blive i 80′erne.
På min vej til og fra arbejde er jeg engang i mellem stødt på en ung, blind kvinde. Hun er ca. i midten af tyverne. Og i dag så jeg hende igen. Hun satte sig overfor mig i metroen sammen med sin førerhund.
Hver gang, jeg har set hende, har jeg haft den største lyst til at få kontakt til hende. Indlede et venskab. Men hvordan kommer man i kontakt med et vildt fremmed menneske, som oven i købet ikke kan se en? Uden at man virker mistænksom? Jeg vil så gerne i kontakt med hende, men kan bare ikke komme på en god indgangsvinkel.
Mine bevæggrunde er udelukkende, at jeg gerne vil være noget for hende. Man skal ikke nedværdige hende eller ynke hende, for hun har garanteret (forhåbentlig) et godt liv trods hendes handicap. Men jeg ville alligevel rigtigt gerne kunne være en god ven for hende.
Jeg håber en dag at have samlet mod til mig til at kontakte hende.
Bloggen her er på mange måder min Speakers Corner. Jeg analyserer rigtigt meget i livet, og er nok også en over-tænker. Derfor kommer der mange synspunkter, tanker og følelser om livet ud af det. Jeg har lavet en ny kategori her på bloggen, der slet og ret hedder Speakers Corner. Det er mit hjørne af bloggen, hvor jeg vil komme med mere-eller-mindre sammenhængende tanker om livet og samfundet. Det kan være i kort punktform eller en længere stil, men under alle omstændigheder om noget, jeg går og grubler over eller observerer, og noget, jeg føler jeg må ud med.
Til at starte med er her nogle punkter, som siger noget om mig. En slags liste over mit liv.
- Jeg tænker, vurderer og analyserer for meget. Jeg misunder impulsivitet.
- Jeg lever mit liv efter simple living princippet. Ingen grund til at invitere unødige bekymringer ind i sit liv.
- Jeg er en feminin mand. Jeg identificerer mig med kvinder, og bliver ked af at blive mindet om, at jeg er mand.
- Jeg kan ikke fordrage at se udsendelser om transvestitter og transseksuelle. Dobbeltmoral længe leve!
- Jeg har aldrig haft særligt mange venner. Vi var 3 til min 30 års fødselsdag. Måske er jeg kræsen… måske kræver jeg for meget. Eller også har jeg bare ikke mødt de rette endnu. Jeg kræver nok meget af venskaber. I min idealverden holder man af hinanden, og er der for hinanden uanset hvad. Og man ses oftere end en gang om måneden. En virkelighedens Friends!
- Jeg er træt af drama og brokkerier. Er der noget i dit liv, du er utilfreds med, så kan du garanteret ændre det med lidt viljestyrke. Og kan du ikke ændre det, så bliver det ikke nemmere af at du brokker dig.
- Da jeg skjulte det feminine, sagde tøj mig intet. Nu elsker jeg tøj!
- Jeg følger med i mange modeblogs, men synes at troværdigheden er mangelfuld. Mange får gaver fra firmaer, VIP-billetter, invitationer til events og lign. En gymnasieelev kan næppe undgå at blive påvirket.
- Jeg elsker dyr! Især min hund Dina.
- Jeg falder hurtigt for mennesker, og håber på venskab. Men jeg bliver også hurtigt skuffet, når det ikke gengældes.
- Jeg elsker mit arbejde, og har verdens bedste kolleger.
- Jeg lever i nuet, og forsøger at inspirere andre til at gøre det samme.
- To mennesker, jeg ser meget op til, er Kandee Johnson og Randy Pausch.
Uffe Buchard var i Go’ Morgen Danmark på TV2 i morges, hvor han fortalte om modebloggere. Modebloggere bliver en større og større del af modebilledet online, og det har modebranchen opdaget. Derfor bliver der også sat mere og mere fokus på modebloggere blandt de mere etablerede modefolk.
Men efter min mening begik Uffe nogle graverende fejl i udsendelsen. Han gik personligt efter nogle enkelte, specielt én enkelt, modeblogger, som ovenikøbet er en blot 15-årig dreng. Han gjorde grin med drengens stavefejl på hans side, og udtalte, at drengen er doven, fordi han kun bloggede fra ét af de shows, han deltog i under Copenhagen Fashion Week.
Uffe… det er sgu for nemt og billigt. Er du misundelig? Føler du dig truet? Det er en 15-årig dreng, som stadig går i skole. Det er da VILDT sejt af denne dreng at gøre det, han gør. Han skriver bloggen samtidig med sin skolegang. At gøre grin med hans stavefejl er underlødigt og for nemt.
Det, du kunne have gjort i stedet for, var at stille spørgsmålstegn ved modebloggeres troværdighed. Efterhånden som tøjfirmaerne opdager modebloggernes magt sender de gladeligt gaver, billetter og produkter til anmeldelse ud til bloggerne. Det kan skabe et troværdighedsproblem, for hvis en 18-årig pige, der går i gymnasiet, bliver begunstiget med gratis tøj og tilbehør, kan man så stole på hendes anmeldelse og mening? Dét er da en langt mere interessant debat end stavefejl og dovenskab blandt bloggere.
Jeg mener personligt, at ikke alle modebloggere er lige troværdige. Nogle har en mistænkelig forkærlighed for et bestemt mærke. Det kan sagtens være fordi mærket tiltaler hende, men der kan også ligget andet bag. Det er umuligt at gennemskue. Ligesom med alt andet materiale på nettet må man bevare en vis skepsis, og i øvrigt stole mere på sin egen smag end alle andres. For det er jo i bund og grund ens egen smag, der tæller her.
Ej hvor kan jeg blive frustreret, når jeg sætter mig for at gøre noget, som jeg ikke har en brik forstand på. I dette tilfælde er det konfiguration af netværk. Jeg har købt en såkaldt NAS-disk, som egentlig bare er en harddisk koblet til netværket. Jeg havde mine bange anelser på forhånd, for mig og netværkskonfiguration plejer ikke at have det så godt sammen. Det gik egentlig ret smertefrit, lige indtil man så opdager at andre ting også liiiige bør ændres på netværket for at få fuld udbytte af NAS-dimsen. Og det er her, frustrationen titter forbi… GYS!
Til gengæld bliver man jo så meget mere stolt af sig selv, når hele systemet kommer op at køre, vel at mærke uden nævneværdig hjælp udefra A’ ka’ jo godt!
Min blog er ikke en modeblog. Jeg elsker tøj og mode, men jeg elsker det ikke nok til at jeg vil skrive en blog om det. Det er der andre, der kan gøre meget bedre end mig.
Min blog er heller ikke et mødested for transpersoner, d.v.s. transseksuelle, transvestitter og lign. Jeg klistrer ikke en etiket på mig selv, så derfor identificerer jeg mig ikke med transpersoner, ligesom jeg heller ikke har hverken brug for eller lyst til at være en del af det miljø. Jeg er en feminin mand, som identificerer sig med kvinder, ligesom der også findes maskuline kvinder der identificerer sig med mænd. En kvinde, der låner hendes kærestes jeans og jakke, er jo heller ikke defineret som hverken transseksuel eller transvestit. Det er jo bare et fashion statement. De definitioner er efter min mening et levn fra tidligere tider.
Mit Feminine Liv er derimod en ret personlig blog. Okay, “ret” er nok for blidt et ord i denne sammenhæng. Det er en MEGET personlig blog. Og som sådan indeholder den meget personlige tanker, oplevelser og følelser. Men balancen er svær, for selvom den er meget personlig, så vil jeg heller ikke have, at den direkte udstiller mig. Der er alligevel en grænse for, hvornår det bliver for meget. Eller er der? For i bund og grund har jeg den indstilling, at hvis en person ikke kan tåle det, jeg siger eller skriver, så er det personens eget problem. Ikke mit! Jeg ved, at jeg i bund og grund er et godt menneske, som vil andre kun det bedste. Hvis et menneske dømmer mig på basis af det, jeg siger eller skriver, så siger det vist mere om det menneske end om mig.
En blog skal opdateres, og en blog skal skrives af lyst og ikke af nød. En ikke-opdateret blog er lig med en død blog. Derfor har jeg besluttet mig for at droppe filteret og skrive det, jeg føler for og har lyst til. Så må du som læser selv sortere i det Måske kommer der bare et par linier om en eller anden nar i metroen. Måske et laaaaangt indlæg med 10 billeder på noget fedt tøj, jeg lige har set. Sortér i det, og tag det, du kan bruge og smid resten væk. Til gengæld bliver min blog et ufiltreret vindue mod en feminin verden levet af en feminin person i en maskulin krop.
Knus
Allan
De er tilpas diskrete her i overgangsfasen.
Nyeste kommentarer