Lige i kølvandet på historien om Guyliner dukker der en historie op om kunstige øjenvipper, der er specielt designet til mænd. Jeg synes altså, det er sjovt, at disse produkter produceres til mænd, for hvad er der galt med identiske produkter produceret til kvinder?? Og findes der overhovedet et marked til disse produkter? De mænd, som jeg kan forestille mig kunne være mulige kunder til disse produkter, går formentlig netop for det feminine look, og vil derfor ikke have det fjerneste imod at købe en eyeliner fra Elisabeth Arden.

Så kom min far på plejehjem. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal være glad eller ked af det. Glad fordi min mor var ved at bryde helt sammen og trænger desperat til aflastning. Ked af det fordi det altså ikke er rart at se sin far “efterladt” på et plejehjem. Han sidder i stolen og bliver berørt, når man kommer og går. Hans stemme knækker når han siger farvel, på trods af at han vist ikke helt er klar over, at han er min far. Alzheimers er en led sygdom!
Min mor er ligeså delt i hendes følelser. De har været sammen i 50 år, så det er en stor omvæltning for hende at være uden ham for første gang. Som en ambutation. Omvendt var hun ved at bryde totalt sammen til sidst. Hun havde tabt 10 kilo på ret kort tid. Så min mor er helt klart den, der har haft det sværest af alle.
Selvom det er hårdt at se sin far ende på et plejehjem, så er jeg alligevel overbevist om, at det var det eneste rigtige.

1. juli startede jeg i et nyt job. Et rigtigt drømmejob… meget kreativt med grafisk arbejde og mulighed for at præge jobbet med en stor grad af frihed. Jeg er superglad for det… har aldrig haft et så sigende arbejde. MEN… der er et pudsigt men: Arbejdspladsen er meget mandsdomineret. Ud af ca. 15-18 medarbejdere er der 2 kvinder. Og det blev tydeligt allerede ved den allerførste frokost: Snakken gik på folks militærtjeneste, våben og kampvogne.
Jeg har aldrig været i militæret, og hverken våben eller kampvogne har min store interesse, så jeg kunne ikke rigtigt bidrage med noget. Den efterfølgende dags frokost gentog emnerne med lidt variation.
De første dage følte jeg mig meget malplaceret. Her sad jeg, som kom fra en næsten-ren kvindeafdeling, hvor jeg følte mig som blommen i et æg, over til “løvens hule”. Hvordan ville jeg blive modtaget? Ville der blive kigget skævt på mig? Vil jeg overhovedet blive accepteret? Accepteret som jeg blev i det gamle job? Der har ikke været noget, som tyder på det modsatte. Tværtimod er folk rigtigt søde. Og opgaverne får mig næsten til at savle. Men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at føle mig lidt aparte, når testosteronniveauet er så højt. Som var jeg er en lille olieplet i et stort hav.
Jeg har ikke fortrudt jobskiftet ét eneste sekund. Men jeg savner kvinder på arbejdspladsen. Jeg har altid foretrukket at arbejde med kvinder, og har altid haft flest kvindelige kolleger, så det er en stor omvæltning pludselig næsten udelukkende at have mandlige kolleger. Men det er vel bare et spørgsmål om tilvænning.