Livet er en ubestemmelig størrelse. Hvorlænge varer det? Er det fyldt med forhindringer eller går alt glat igennem? For nogle det ene… for andre det andet. Men fælles for os alle er, at vi har et liv, der skal leves. Et liv med gode og dårlige oplevelser, og et liv af ukendt længde.
Men hvad gør os lykkelige? Små elegante toner af fingre, der danser elegant på flygelets tangenter? Den enlige måge der flyver med den skyfrie himmel som baggrund? Ændernes rappen i det lokale gadekær? Dit barn? Din ægtefælle? Har du måske endnu ikke fundet det, der gør dig lykkelig?
Jeg har fundet det, der gør mig lykkelig. Jeg er allermest lykkelig, når jeg føler mig feminin. Livet lyser mig lige op i hovedet med glæde, når jeg føler mig feminin. En glæde, som ikke kan beskrives, men som må være ethvert menneskes mål i livet. En følelse af at være ægte. Der er kun én ting, der kan toppe det: Når jeg bliver betragtet som en kvinde… en kvinde i en mandekrop. Jeg kunne ikke drømme om at kræve det, og opfordrer heller ikke til det. Og jeg får til tider følelsen af at det er fjollet, når jeg nu biologisk er mand. Måske netop derfor er det så givende, når det kommer fra et andet menneske. Især hvis giveren ikke kender til alle disse tanker og følelser. Det kan være en lille bitte uskyldig kommentar, som giveren formentlig ikke engang tænker over, men som får resten af min dag til at lyse op i sol, måne og stjerner. Og jeg glemmer det aldrig. Som dengang, en veninde forærede mig noget af hendes tøj, som hun alligevel ikke brugte. Eller dengang, en kollega spurgte mig, hvilken lipgloss jeg brugte, fordi den var flot.
Det seneste halve år er der sket rigtigt meget i mit liv. Ikke store ting… faktisk ganske små ting. Men alt sammen noget, der har haft en fantastisk stor indvirkning på mit liv. Det har faktisk ændret mit liv. Det startede med en ganske almindelig shoppetur med en nær veninde. Vi har shoppet før, og hun har altid kendt til det feminine i mit liv, og har om nogen accepteret det. Alligevel var denne shoppetur noget helt specielt. Jeg følte mig som en veninde! Når vi kom ind i en butik, så kiggede vi først og fremmest efter tøj til mig. Hun opfordrede mig til at prøve tøj, som jeg ellers aldrig nogensinde ville have turde prøve, hvis jeg var alene inde i butikken. Mens jeg prøvede tøj i prøverummet kom hun med mere tøj, hun i mellemtiden havde fundet på stativerne. På et tidspunkt i H&M’s prøverum (som var bemandet) sagde hun til pigen, der stod for prøverummene, at hun bare skulle ind til en veninde med noget tøj. Hun kom fnisende ind til mig og fortalte, at hun havde sagt det uden at tænke over det. Jeg fik købt mere tøj og tilbehør på den shoppetur end nogensinde før, og jeg havde det vidunderligt.
Det er nu et halvt års tid siden, og den shoppetur har haft en kæmpe betydning for mig. Mit liv har ikke været det samme siden. Jeg har haft et mod, som jeg aldrig har haft før. Et mod til at vise mig som den, jeg er inderst inde. Et mod til at være den, jeg er inderst inde, og stå ved det. Og det viser sig, at det har været nøglen til lykke for mig… den lykke, jeg ikke har kunnet føle hele mit liv, fordi jeg aldrig har kunnet stå ved, hvem jeg er.
Og hvorfor så ikke det? Fordi det er et gigantisk tabuemne. Fanget i den forkerte krop… man fornemmer titlen på en dokumentarfilm. Jeg er heller ikke stolt af at føle sådan. Men jeg har haft de følelser hele mit liv. Nogle af de første tanker, jeg kan huske, handlede om denne her underlige følelse af, ikke at være helt “rigtig”. Indtil jeg besluttede mig for at omfavne det i stedet for at blot forsøge at leve med det, var jeg dybt frustreret. Frustreret over at leve et forkert liv… et liv, der ikke var mit eget.
Det sidste halve år har jeg til gengæld følt, at jeg har levet mit eget liv… det liv, jeg skulle have startet med at leve som barn. Et liv, som godtnok kun er imiteret, men som til gengæld er så tæt på det ægte, som det kan blive under de givne omstændigheder. Godt båret på vej af veninder og kolleger, der accepterer mig som jeg er.
Og dét er i sig selv lykke: At omgive sig med mennesker, man holder af, og som holder af én, og ikke mindst accepterer én som man er.
Nyeste kommentarer