Det er en drastisk overskrift, men det passer! Jeg har jo været igennem en mangeårig proces med at acceptere den, jeg er inderst inde. Det har været hårdt, tårer har været grædt og frustration har fyldt mig til randen. Det startede, da jeg var et helt lille barn, og processen har kørt lige siden. Men indenfor den seneste måned har den været kraftigt accelererende. I de seneste 14 dage har der virkelig været fart på. Den seneste udvikling startede, da jeg med min veninde var ude og købe støvler. Normalt har jeg været nødt til at købe sko og støvler i Føtex og Bilka primært fordi der er prøverum til rådighed. Men i en skobutiks reklame var der de her over-knee støvler, som jeg bare måtte se på… og jeg var ligeglad: Jeg måtte prøve dem, for jeg ville aldrig tilgive mig selv hvis jeg gik ud af butikken uden at prøve dem af frygt for andre menneskers blikke.
Som sagt så gjort… de var SÅ fede, så jeg købte dem, vel vidende at jeg nok ville få svært ved at tage dem i brug for første gang. Der gik et par dage, hvor jeg fik listet mig ud af huset, hen til min bil, kørte ud til en veninde og fik listet mig fra bilen og ud til hendes opgang. Samme tur hjem. Det var ilddåben, og det var stort! Men jeg er også for nærig til at have et par halvdyre støvler stående for at samle støv, så de pressede mig lidt. Jeg lagde ud med at tage et par lidt mindre iøjnefaldende støvler på på arbejde. Fede reaktioner hele vejen igennem… dét havde jeg ikke turde håbe på. Et par kolleger opfordrede mig kraftigt til at tage de andre på dagen efter… og det lykkedes at samle modet, egentlig mest af frygt for det spark bagi, jeg var blevet lovet! Igen, udelukkende positive reaktioner, selv fra kolleger, som jeg ikke har talt så personligt med.
Dagens højdepunkt skete, da jeg var på vej hjem efter en gåtur med min hund. Jeg mødte en ung kvinde, som kom gående med sin datter. Jeg kendte hende godt, for hun kommer og besøger svigerfamilien lige i nærheden. Men jeg har aldrig snakket andet end small talk med hende. Vi startede med at snakke lidt løst og fast om min hund, hvorefter hun pludselig sagde: Hvor ser du godt ud i dag… går du normalt med mascara? Hun fortalte, at hun godt kan lide mennesker, der tør vise, hvem de er. “Det klæder dig… det er ikke alle, der kan bære det, men det kan du”. Jeg fik pludselig hedetur. Hun gav mig lige det flotteste kompliment, man overhovedet nogensinde kunne give mig, og jeg kendte hende i princippet ikke.
Pointen her er, at alt dette og de to succesoplevelser, jeg beskrev sidst, har givet mig et ordentligt lods bagi. Den proces, som har været undervejs siden jeg var barn, har virkelig fået turbo på nu. Jeg har aldrig været mere mig selv end jeg er nu.Og jeg har aldrig været mere ligeglad med andres mening om mig og hvordan jeg ser ud, end jeg er nu. Jeg kan mærke, at dette befrier mig fra årtiers fangenskab… skal jeg opgive det, bare fordi der altid vil findes ignoranter, der vrænger på næsen, peger eller hvisker til sidemanden? Skal jeg lade andres mening om mig styre mit liv? Nej sgu!
Jeg ved godt, at jeg krænger mit hjerte ud her på bloggen. For nogle er det sikkert for meget. Fred være med det… men jeg har haft brug for at fortælle min side af historien… historien om hvorfor jeg ikke er som alle andre. De første 20 år af mit liv gik jeg med det indeni mig selv. Turde ikke åbne mig op og fortælle om det til andre. Derefter har det kun været ganske få, jeg har kunnet snakke med om det, indtil jeg blev mere ligeglad og stod ved, hvem jeg er.
Jeg bliver formentlig endnu mindre som “alle andre” fremover, og her er så historien om, hvorfor jeg indenfor relativt kort tid har ændret mig en del. Til mine kære venner, som følger med her, og som har været en del af denne proces: Jeg elsker jer meget, meget højt! I er en stor del af årsagen til, at jeg har “fundet mig selv”. Dette inkluderer også mine kære og dejlige kolleger, som lige fra starten har accepteret mig som jeg er. TAK!
Nyeste kommentarer